Det var en kold decemberdag uden for det lille posthus. Et posthus, hvor det siger "ding dong", når man træder ind ad døren, hvor folk høfligt nikker til hinanden og som nogle sågar ville kalde "deres posthus".

Jeg var allerede for sent på den. Bøgerne s-k-u-l-l-e hentes, og det var sidste frist. Jeg satte mig op på min gamle bedstemorcykel og susede gennem byens sne og sjap. "Ding Dong" lød det, da jeg trådte ind ad døren. Min sejrsrus fik mig i ren refleks til at række armene i vejret og råbe et "YES!", hvilket både overraskede mig og de andre kunder. Jeg besindede mig dog hurtigt og trak stolt et nummer.

I samme sekund trådte to mænd ind ad døren og råbte: "DET ER ET RØVERI – DET ER ET RØVERI – ALLE NED PÅ GULVET"

Midt i et postrøveri
Min kæbe ramte gulvet. Jeg troede ikke mine egne øjne. Det var som om nogen havde sat en forkert film i apparatet. Jeg skulle se en posthus-film med hygge, tålmodige kunder og venlig betjening. Pludselig stod jeg og så en film med to maskerede røvere, der beordrede folk ned på gulvet.

Alt foregik i slowmotion
Jeg så folk lægge sig på maven med fingrene flettet bag hovedet. Jeg så to kunder ved skranken sætte sig fortvivlet ned med hænderne strakt lige op i vejret, som overgav de sig i en westernfilm.

Jeg kiggede ned på gulvet. Det var ikke til at se linoleumsfarven for det lag af sjap, der som en grød dækkede gulvet. Jeg fik øje på en lille plet fra cykelturen på mit koksgrå jakkesæt og børstede den af. "Det der, det gør jeg ikke!" svor jeg, mens jeg iagttog en kunde lægge sig på maven, så det gav et lille plask.

Alle lå ned på gulvet
Jeg var nu den eneste kunde, der stod op. Den ene røver fik øje på mig og hev en stor sort pistol op af sin Prima-plasticpose. I strakt arm pegede han pistolen mod mig og nærmede sig hurtigt. Fem centimeter fra mit ansigt stoppede han og råbte: "NED PÅ G-U-L-V-E-T!!!"

Tiden frøs
Hans hånd skælvede og fik pistolløbet til at ryste. Knoerne var hvide og pupillerne store som tekopper. Alt omkring os blev sort. Kulsort. Jeg så kun ham, mig og pistolløbet. Jeg mærkede min krop, min puls, mine svedige hænder, mit åndedræt. Vi var parate. Han var parat til at dræbe, og jeg var parat. Parat til at leve.

På en sky af adrenalin
"N-E-D!!!" råbte røveren og gav mig en sidste chance. Endelig trængte budskabet igennem til mine knæ, der begyndte at bøje. Jeg satte mig på hug og så slet ikke de to røvere forsvinde om bag skranken. For jeg var høj. Høj på en sky af adrenalin. Hverken glad, sur, positiv eller negativ. Jeg var bare her!

Nye sanser
Røverne strøg ud af bagdøren, politiet kom kun ganske få minutter senere, og kort tid efter stod jeg atter ude på gaden og knugede mine bøger ind til mig. Duftede, smagte, hørte og følte det, som om jeg havde fået nye sanser. Oplevelsen på posthuset havde lært mig noget meget vigtigt:

De unikke øjeblikke
Når den dag kommer, hvor vi står ved vejs ende og skal se tilbage på et langt liv, tror jeg ikke, at vi vil kunne huske det hele. Jeg tror kun, at vi vil kunne huske de unikke øjeblikke. Øjeblikke, som vi kan håbe på, dukker op i ny og næ, eller som vi selv kan være med til at skabe. Ikke ved at blive stående som den sidste af kunderne, men ved at åbne øjnene og tage hvert et sekund med.

For hvis ikke du oplever noget på en cykeltur fra Østerport til Kongens Nytorv, er det lige meget, hvorhen i verden du rejser, for så har du endnu ikke lært at åbne øjnene for livets unikke øjeblikke.

/Martin
- Gudskelov det snart er mandag!

På Helsingørmotorvejens midterspor kører en lille rød bil. I bilen sidder en Sølvsmed. Smilet er bredt og tankerne flyver igennem hovedet på ham. Vil hun nu kunne lide gaven, og går alt som det skal? Dette er ikke en helt almindelig sølvsmed, for han er på vej til middag med Dronningen. Hvad Sølvsmeden ikke ved er, at han snart vil tænde hele festen med en enkelt cigaret.

Måneder forinden ringede telefonen med en repræsentant fra Forsvaret i den anden ende af røret. Man havde truffet beslutning om, at det var Sølvsmedens forslag, der skulle overrækkes som gave til Dronningens 60 års fødselsdag på vegne af Hæren, Søværnet og Flyvevåbnet.

Nej, dette var skam ikke blot endnu en lille bil midt i eftermiddagstrafikken. Dette var en sølvsmed på vej til gallamiddag på Fredensborg Slot i Nordsjælland, hvor han var blevet inviteret med som en særlig tak for sit store stykke arbejde.

Underbukser, laksko og knæstrømper
Med militær disciplin havde han taget sine bukser af og lagt dem forsigtigt på passagersædet. Han vidste, hvor vigtigt det var at møde op uden den mindste form for uregelmæssighed i tøjet. Det måtte for Guds skyld ikke være krøllet. Og der sad han nu, bag rattet med en cigaret i mundvigen, iført flot jakke, underbukser, laksko og knæstrømper.

Honnør til forsvarsministeren
Den lille bil nærmede sig slottet, og han valgte at køre helt op til hovedindgangen. Endnu var kun få gæster ankommet, så Sølvsmeden sprang- halvt påklædt og uden bekymringer - ud af bilen og hen på den røde løber. Desværre svingede, i samme sekund, en lille og eksklusiv gruppe herrer rundt om hjørnet. Sølvsmeden genkendte straks landets forsvarsminister samt et par generaler. Nu var gode råd dyre, så Sølvsmeden rettede sig hurtigt op og gjorde honnør, hvilket resulterede i at generalerne straks hilste tilbage. Sølvsmeden fik bukser på og så til sin store overraskelse, at han skulle side til højbords.

Rygetrangen trængte sig på
Det var lidt vildt. Dronningen af Danmark sad lige over for ham. Forretten var netop færdig, men på trods af det forblev stemningen formel og præget af professionel latter. Det var helt tydeligt, at alle manerer blev fulgt til punkt og prikke. Men Sølvsmeden kunne snart ikke klare det længere. Kun to havde lov til at ryge i den store sal, og det føltes som tortur at skulle sidde og dufte til hendes cigaretrøg. Til sidst blev Sølvsmedens rygetrang uimodståelig.

Må jeg bomme én af Deres smøger?
Jeg ved ikke, hvad der gik igennem hans hoved, da han lænede sig ind over bordet, kiggede Dronningen dybt i øjnene og spurgte: "Undskyld, Deres Majestæt. Det er vel ikke sådan, at jeg må have lov til at bomme én af Deres smøger?" Hele salen holdt vejret, indtil man pludselig kunne se en pakke cigaretter flyve hen over en af borddekorationerne og lande i skødet på Sølvsmeden. "Naturligvis må De det!" lo Dronningen.

Nu startede festen
Alle lo lettet. For det var en rigtig sølvsmed fra det 21. århundrede, der hverken frygtede hjul eller stejle. Her var en mand, der viste mere mod end selv dem med mange, mange års hård militær træning.

 

I skæret af beundrende blikke tændte Sølvsmeden sin smøg, lænede sig mageligt tilbage i stolen og bemærkede, hvordan selskabet herefter blev til en fest. Hvordan tale blev til snak, titulering til skål og høflige nik til kammeratlige skulderklap.

Stemningen var tændt, og festen kunne begynde.

/Martin
- Gudskelov det snart er mandag!

At lave store præstationer kan være fantastisk, men hvis du gør det for at få kærlighed, vil din følelse af succes altid være betinget af, om de klapper, når du er i mål, hvilket også kaldes en svag motivationsfaktor.

Derfor kastede en børsmægler i New York sig ud fra et højhus på den sorte mandag i oktober 1987, da hans formue var blevet halveret fra $700 mio. til $350 mio. Omvendt ville Dalai Lama nok ikke gå til grunde, hvis vi fratog ham hans titel, og gjorde ham til munk. Det er ikke vigtigt for ham, om de klapper.

Supermands-syndromet opstår, når vi er drevet af frygten for ikke at være gode nok. Frygten for at kærligheden trækkes tilbage, hvis vi ikke præsterer. Syndromet finder vi i parforholdet, overfor vennerne og på arbejdet.

Uanset om du er ven, forældre, kollega eller chef, kan du sagtens give kritik, uden at modtageren på noget tidspunkt er i tvivl om, at dine følelser er oprigtige. Når det sker, opstår en sund balancegang mellem præstation og følelsen af selvværd.

Første skridt til at skabe en større følelse af at være noget værd – uanset hvordan du præsterer – ligger i modet til at turde frigøre sig fra andres holdninger om ens gøren og laden. Ikke et oprør – men en frigørelse. Oprør svarer til at gå fra én grøft til en anden, mens en frigørelse er at finde ligevægten, og kører midt på vejbanen.

/Martin
- Gudskelov det snart er mandag! 

"Fortæl mig hvad der sker med dig, når du nærmer dig scenen?" - spurgte jeg ham. "Det er det samme, der sker hver gang," - sagde han og fortsatte: "Jeg får fuldstændig svedige hænder, maven vender sig, og min hals snører sig sammen, og så ved jeg, at jeg er ved at bryde sammen!" Hans hurtige vejrtrækning kunne nu høres tydeligere, da han blev tavs. "Hvad sker der for dig, når du taler for flere hundrede mennesker?" - spurgte han forventningsfuld.

"Jeg har holdt over 1.000 foredrag, og for mig sker det samme hver gang," sagde jeg og fortsatte: "Når jeg nærmer mig podiet, og får mikrofon i hånden, får jeg fuldstændig svedige hænder, min mave begynder at vende sig, og min hals snører sig sammen - og så ved jeg, at jeg er parat!"

Han blev helt forvirret og spurgte: "Undskyld, hvad var det sidste, du sagde?" Jeg kunne ikke lade være med at grine, og sagde til ham:

"Din krop reagerer jo helt normalt på den præstation, du har foran dig. Lad være med at tolke det som om du er ved at bryde sammen, men se det som et signal om, at du er ved at være parat. Jeg ville først være rigtig nervøs, hvis jeg en dag gik på scenen uden svedige hænder!"

Da jeg startede min virksomhed, sagde jeg til min mor, at jeg glædede mig til den dag, hvor der virkelig ville komme gang i hjulene, så mine bekymringer ville forsvinde. Min mor svarede tørt: "Så vendt til du får børn!"

Som mennesker har vi alle sammen adgang til de samme følelser. Der vil altid være frygt, sorg og vrede i livet lige såvel som glæde, begejstring og lidenskab. Uanset om dine rollemodeller er, Dalai Lama, Nelson Mandela, Bill Gates eller Richard Branson kan jeg garantere dig for at de oplever lige så meget frygt, tvivl, glæde begejstring som alle andre.

Forskellen ligger derfor ikke følelsen du oplever, men hvordan du vælger at reagere på følelsen.

Nogle mennesker såvel som virksomheder oplever frygt, og bliver totalt handlingslammet. Andre mærker frygt og gør det alligevel.

Store ledere har aldrig været frygtløse - men meget modige. Lad være med at bebrejd dig selv over at du har forkerte følelser - men arbejd i stedet på at finde modet til at skride til handling på trods af frygt, tvivl og bekymringer, så vil du nå lige så langt som dine forbilleder.

/Martin
- Gudskelov det snart er mandag!