Sendt 24. April 2012

Sådan får du en bedre chef

Du behøver ikke gå og drømme om en bedre chef – for der er faktisk en hel del du selv kan gøre for at få det! Jeg taler altid med chefen inden jeg skal holde foredrag eller gennemføre en workshop for hendes medarbejdere. Jeg oplever oftest, at cheferne er meget opmærksomme på at anerkende, synliggøre og rose deres medarbejdere. Men hvad med cheferne selv? Hvorfor taler ingen om, at de også har behov for anerkendelse og ros fra deres team for at yde det bedste - og dermed for medarbejderne kan yde det bedste?

 

Jeg holdt foredrag om arbejdsglæde og anerkendelse i en større dansk virksomhed for et par uger siden. Efter foredraget kom direktøren op og spurgte mig med et skævt smil om læben "har jeg slips på?". Jeg svarede "øhhh, nej". Så fortalte direktøren mig, at han kun tog slips på, hvis han var blevet rost af en medarbejder dagen forinden. Han havde været chef i 20 år, men højest haft tre slipsedage.

 

Jeg oplever, at danske ledere i årtier har anvendt anerkendelse, synliggørelse og ros som et målrettet instrument til at få medarbejderne og teamet til at levere i højeste gear og i bedste kvalitet. Vi har i flere år kendt til den såkaldte Rosenthal-effekt, der fortæller os, at når vi forventer noget godt, så forøger vi markant chancen for, at det bliver godt. Med det afsæt anvender ledere ros som en form for selvopfyldende profeti.

 

Robert Rosenthal, tysk/amerikansk psykolog, der i perioden fra 1962 til 1999 var professor på Harvard University. I brede kredse er han kendt som psykologen, der formulerede teorien om forventningseffekten - altså tankerne om, at det bliver godt, når vi forventer det. 

 

 

Ros og ærlighed

Men hvorfor går det kun oppefra og ned? Når nu danske virksomheder er kendt som flade organisationer, hvor man burde have let til ros, kan det undre, at der stadig ikke er en stærk rosekultur, hvor rosen også går nedefra og op. Hvorfor roser medarbejderne ikke chefen?

 

Efter masser af dialog med medarbejdere og deres chefer, er jeg kommet frem til tre bud på plausible svar:

 

        1. Chefen får ingen ros fra sine medarbejdere, før han selv er i stand til at anerkende og rose.
        2. Chefen skal være parat til at tage imod både kritik og ros med taknemmelighed - eller som minimum med anerkendelse.
        3. Medarbejderne skal være ærlige, når de roser. Hvis en medarbejder uærligt roser sin chef med skjulte motiver om lønforhøjelse eller forfremmelse, sker der to ting; chefen lugter lunten, og kollegerne bliver onde i sulet. Derfor er det en forudsætning, at medarbejderne er ærlige, når de roser.

 

I mine øjne er det med chefer som med andre mennesker; de bliver bedre af ros, og medarbejdernes ærlige ros bæres oppe af Rosenthals forventningseffekt. Med andre ord bliver chefen simpelthen en bedre leder af at blive rost af sine medarbejdere. Og hvem vil ikke gerne have en god chef?

 

 

Sådan kan I komme i gang:

 

        1. Tal åbent om at styrke og værne om ærligheden i teamet. Ærlighed er forløsende, fordi den gør kritik til læring, og fordi den gør ros til resultater.
        2. Giv udtryk for din anerkendelse af chefen over for dine kolleger. Fremhæv hendes gode sider, når det er relevant og naturligt.
        3. Begynd med at rose din chef direkte, når du er alene med hende, og begynd i det små; fx "Tak, fordi du lyttede til mødet forleden, det blev jeg glad for" eller "Det var lærerigt for mig at overvære din præsentation i dag".

        ...så får du en bedre chef!

 

/Martin

- Gudskelov det snart er mandag!

Sendt 12. December 2011

Gun-pointed

I hverdagens stress og jag er det ikke altid, vi bemærker livets små unikke øjeblikke. Nogle gange er vi dog så heldige at få et vink med en vognstang. Her er f.eks ét af mine fra en ganske almindelig hverdag på et ganske almindeligt posthus.

 

 
Det var en kold decemberdag uden for det lille posthus. Et posthus, hvor det siger "ding dong", når man træder ind ad døren, hvor folk høfligt nikker til hinanden og som nogle sågar ville kalde "deres posthus".

 

Jeg var allerede for sent på den. Bøgerne s-k-u-l-l-e hentes, og det var sidste frist. Jeg satte mig op på min gamle bedstemorcykel og susede gennem byens sne og sjap. "Ding Dong" lød det, da jeg trådte ind ad døren. Min sejrsrus fik mig i ren refleks til at række armene i vejret og råbe et "YES!", hvilket både overraskede mig og de andre kunder. Jeg besindede mig dog hurtigt og trak stolt et nummer.

 

I samme sekund trådte to mænd ind ad døren og råbte: "DET ER ET RØVERI – DET ER ET RØVERI – ALLE NED PÅ GULVET"

 

Midt i et postrøveri
Min kæbe ramte gulvet. Jeg troede ikke mine egne øjne. Det var som om nogen havde sat en forkert film i apparatet. Jeg skulle se en posthus-film med hygge, tålmodige kunder og venlig betjening. Pludselig stod jeg og så en film med to maskerede røvere, der beordrede folk ned på gulvet.

 

Alt foregik i slowmotion
Jeg så folk lægge sig på maven med fingrene flettet bag hovedet. Jeg så to kunder ved skranken sætte sig fortvivlet ned med hænderne strakt lige op i vejret, som overgav de sig i en westernfilm.

 

Jeg kiggede ned på gulvet. Det var ikke til at se linoleumsfarven for det lag af sjap, der som en grød dækkede gulvet. Jeg fik øje på en lille plet fra cykelturen på mit koksgrå jakkesæt og børstede den af. "Det der, det gør jeg ikke!" svor jeg, mens jeg iagttog en kunde lægge sig på maven, så det gav et lille plask.

 

Alle lå ned på gulvet
Jeg var nu den eneste kunde, der stod op. Den ene røver fik øje på mig og hev en stor sort pistol op af sin Prima-plasticpose. I strakt arm pegede han pistolen mod mig og nærmede sig hurtigt. Fem centimeter fra mit ansigt stoppede han og råbte: "NED PÅ G-U-L-V-E-T!!!"

 

Tiden frøs
Hans hånd skælvede og fik pistolløbet til at ryste. Knoerne var hvide og pupillerne store som tekopper. Alt omkring os blev sort. Kulsort. Jeg så kun ham, mig og pistolløbet. Jeg mærkede min krop, min puls, mine svedige hænder, mit åndedræt. Vi var parate. Han var parat til at dræbe, og jeg var parat. Parat til at leve.

 

På en sky af adrenalin
"N-E-D!!!" råbte røveren og gav mig en sidste chance. Endelig trængte budskabet igennem til mine knæ, der begyndte at bøje. Jeg satte mig på hug og så slet ikke de to røvere forsvinde om bag skranken. For jeg var høj. Høj på en sky af adrenalin. Hverken glad, sur, positiv eller negativ. Jeg var bare her!

 

Nye sanser
Røverne strøg ud af bagdøren, politiet kom kun ganske få minutter senere, og kort tid efter stod jeg atter ude på gaden og knugede mine bøger ind til mig. Duftede, smagte, hørte og følte det, som om jeg havde fået nye sanser. Oplevelsen på posthuset havde lært mig noget meget vigtigt:
  • Hvis du vil forstå værdien af et årti, så spørg røveren, der har afsonet sin dom
  • Hvis du vil forstå værdien af en måned, så spørg røveren, når pengene er brugt
  • Vil du forstå værdien af en time, så spørg røveren på flugt
  • Vil du forstå værdien af et minut, så spørg politiet, der kom for sent
  • Vil du forstå værdien af et sekund – spørg kunden, der blev gun-pointet
De unikke øjeblikke
Når den dag kommer, hvor vi står ved vejs ende og skal se tilbage på et langt liv, tror jeg ikke, at vi vil kunne huske det hele. Jeg tror kun, at vi vil kunne huske de unikke øjeblikke. Øjeblikke, som vi kan håbe på, dukker op i ny og næ, eller som vi selv kan være med til at skabe. Ikke ved at blive stående som den sidste af kunderne, men ved at åbne øjnene og tage hvert et sekund med.

 

For hvis ikke du oplever noget på en cykeltur fra Østerport til Kongens Nytorv, er det lige meget, hvorhen i verden du rejser, for så har du endnu ikke lært at åbne øjnene for livets unikke øjeblikke.

 

/Martin
- Gudskelov det snart er mandag!

 

Sendt 1. December 2011

Dronningen og Sølvsmeden

På Helsingørmotorvejens midterspor kører en lille rød bil. I bilen sidder en Sølvsmed. Smilet er bredt og tankerne flyver igennem hovedet på ham. Vil hun nu kunne lide gaven, og går alt som det skal? Dette er ikke en helt almindelig sølvsmed, for han er på vej til middag med Dronningen. Hvad Sølvsmeden ikke ved er, at han snart vil tænde hele festen med en enkelt cigaret.

 

Måneder forinden ringede telefonen med en repræsentant fra Forsvaret i den anden ende af røret. Man havde truffet beslutning om, at det var Sølvsmedens forslag, der skulle overrækkes som gave til Dronningens 60 års fødselsdag på vegne af Hæren, Søværnet og Flyvevåbnet.

 

Nej, dette var skam ikke blot endnu en lille bil midt i eftermiddagstrafikken. Dette var en sølvsmed på vej til gallamiddag på Fredensborg Slot i Nordsjælland, hvor han var blevet inviteret med som en særlig tak for sit store stykke arbejde.

 

Underbukser, laksko og knæstrømper
Med militær disciplin havde han taget sine bukser af og lagt dem forsigtigt på passagersædet. Han vidste, hvor vigtigt det var at møde op uden den mindste form for uregelmæssighed i tøjet. Det måtte for Guds skyld ikke være krøllet. Og der sad han nu, bag rattet med en cigaret i mundvigen, iført flot jakke, underbukser, laksko og knæstrømper.

 

Honnør til forsvarsministeren
Den lille bil nærmede sig slottet, og han valgte at køre helt op til hovedindgangen. Endnu var kun få gæster ankommet, så Sølvsmeden sprang- halvt påklædt og uden bekymringer - ud af bilen og hen på den røde løber. Desværre svingede, i samme sekund, en lille og eksklusiv gruppe herrer rundt om hjørnet. Sølvsmeden genkendte straks landets forsvarsminister samt et par generaler. Nu var gode råd dyre, så Sølvsmeden rettede sig hurtigt op og gjorde honnør, hvilket resulterede i at generalerne straks hilste tilbage. Sølvsmeden fik bukser på og så til sin store overraskelse, at han skulle side til højbords.

 

Rygetrangen trængte sig på
Det var lidt vildt. Dronningen af Danmark sad lige over for ham. Forretten var netop færdig, men på trods af det forblev stemningen formel og præget af professionel latter. Det var helt tydeligt, at alle manerer blev fulgt til punkt og prikke. Men Sølvsmeden kunne snart ikke klare det længere. Kun to havde lov til at ryge i den store sal, og det føltes som tortur at skulle sidde og dufte til hendes cigaretrøg. Til sidst blev Sølvsmedens rygetrang uimodståelig.

 

Må jeg bomme én af Deres smøger?
Jeg ved ikke, hvad der gik igennem hans hoved, da han lænede sig ind over bordet, kiggede Dronningen dybt i øjnene og spurgte: "Undskyld, Deres Majestæt. Det er vel ikke sådan, at jeg må have lov til at bomme én af Deres smøger?" Hele salen holdt vejret, indtil man pludselig kunne se en pakke cigaretter flyve hen over en af borddekorationerne og lande i skødet på Sølvsmeden. "Naturligvis må De det!" lo Dronningen.

 

Nu startede festen
Alle lo lettet. For det var en rigtig sølvsmed fra det 21. århundrede, der hverken frygtede hjul eller stejle. Her var en mand, der viste mere mod end selv dem med mange, mange års hård militær træning.
 
I skæret af beundrende blikke tændte Sølvsmeden sin smøg, lænede sig mageligt tilbage i stolen og bemærkede, hvordan selskabet herefter blev til en fest. Hvordan tale blev til snak, titulering til skål og høflige nik til kammeratlige skulderklap.

 

Stemningen var tændt, og festen kunne begynde.

 

/Martin
- Gudskelov det snart er mandag!

 

Sendt 15. November 2011

Find dit vendepunkt

Jeg har aldrig søgt energien i noget, som jeg basalt set ikke gad. Jeg har altid forsøgt at finde modet til at gøre det, som jeg virkelig gerne ville. På den måde har energi aldrig været noget, som jeg har skulle lede efter – men noget som jeg har skulle styre.
 
Som at stå på 10 meter vippen og kigge ned i bassinet: Sommerfuglene i maven kommer helt af sig selv. Eller som en af mine coaching klienter oplevede det: Hun havde en hemmelig drøm om at flytte til Indien – men ingen energi. Energien kom, da hun fandt modet i vores samtale til at købe en enkeltbillet. Hun sov ikke i 2 dage af bar begejstring.
 
Jeg kalder denne type oplevelser for et vendepunkt. Det er, når energi-kurven går til lodret. Vi dirrer af begejstring. Vi kan slet ikke lade være med at smile. Vi stråler indefra. Øjnene lyser. Vi er i live. Alle puslespillets brikker falder på plads. Det er let at træffe beslutninger, for alt virker klart og entydigt. Vi ved præcist, hvad vi vil have, og det virker som om, heldet hele tiden følger os.
 
Tro mig: Hvis du ikke oplever, at dit puslespil går op, er det ikke brikkerne, der fejler noget. Du mangler blot modet til at finde dit vendepunkt. Du har alt den energi, du skal bruge for at nå i mål, mens du læser denne mail.
 
Det er lige som, at kører bil: Hvis du holder speeder og bremse nede samtidig, brænder motoren sammen – uanset, hvor stor den er. At finde sit vendepunkt svarer til at løfte foden fra bremsen. Spørgsmålet er derfor kun: Hvad holder dig tilbage?
 
/Martin
- Gudskelov det snart er mandag!

Sendt 1. November 2011

Grundlaget for præstationer

Kommer du fra et hjem, hvor kærligheden har været betinget af, de resultater du har skabt, lærer du, at der skal præsteres ekstraordinært for at få ubetinget kærlighed.

 

At lave store præstationer kan være fantastisk, men hvis du gør det for at få kærlighed, vil din følelse af succes altid være betinget af, om de klapper, når du er i mål, hvilket også kaldes en svag motivationsfaktor.

 

Derfor kastede en børsmægler i New York sig ud fra et højhus på den sorte mandag i oktober 1987, da hans formue var blevet halveret fra $700 mio. til $350 mio. Omvendt ville Dalai Lama nok ikke gå til grunde, hvis vi fratog ham hans titel, og gjorde ham til munk. Det er ikke vigtigt for ham, om de klapper.

 

Supermands-syndromet opstår, når vi er drevet af frygten for ikke at være gode nok. Frygten for at kærligheden trækkes tilbage, hvis vi ikke præsterer. Syndromet finder vi i parforholdet, overfor vennerne og på arbejdet.

 

Uanset om du er ven, forældre, kollega eller chef, kan du sagtens give kritik, uden at modtageren på noget tidspunkt er i tvivl om, at dine følelser er oprigtige. Når det sker, opstår en sund balancegang mellem præstation og følelsen af selvværd.

 

Første skridt til at skabe en større følelse af at være noget værd – uanset hvordan du præsterer – ligger i modet til at turde frigøre sig fra andres holdninger om ens gøren og laden. Ikke et oprør – men en frigørelse. Oprør svarer til at gå fra én grøft til en anden, mens en frigørelse er at finde ligevægten, og kører midt på vejbanen.

 

/Martin
- Gudskelov det snart er mandag! 

Arkiv

 

quote

Nyhedsbrev

Få løbende inspiration af Martin Erichsen