Inspiration

459 Tip en ven
  • This field is for validation purposes and should be left unchanged.
Tip en ven
  • This field is for validation purposes and should be left unchanged.

Gun-pointed

Gun-pointed

I hverdagens stress og jag er det ikke altid, vi bemærker livets små unikke øjeblikke. Nogle gange er vi dog så heldige at få et vink med en vognstang. Her er f.eks ét af mine fra en ganske almindelig hverdag på et ganske almindeligt posthus.

 

Det var en kold decemberdag uden for det lille posthus. Et posthus, hvor det siger “ding dong”, når man træder ind ad døren, hvor folk høfligt nikker til hinanden og som nogle sågar ville kalde “deres posthus”.

 

Jeg var allerede for sent på den. Bøgerne s-k-u-l-l-e hentes, og det var sidste frist. Jeg satte mig op på min gamle bedstemorcykel og susede gennem byens sne og sjap. “Ding Dong” lød det, da jeg trådte ind ad døren. Min sejrsrus fik mig i ren refleks til at række armene i vejret og råbe et “YES!”, hvilket både overraskede mig og de andre kunder. Jeg besindede mig dog hurtigt og trak stolt et nummer.

 

I samme sekund trådte to mænd ind ad døren og råbte: “DET ER ET RØVERI – DET ER ET RØVERI – ALLE NED PÅ GULVET”

 

Midt i et postrøveri
Min kæbe ramte gulvet. Jeg troede ikke mine egne øjne. Det var som om nogen havde sat en forkert film i apparatet. Jeg skulle se en posthus-film med hygge, tålmodige kunder og venlig betjening. Pludselig stod jeg og så en film med to maskerede røvere, der beordrede folk ned på gulvet.

 

Alt foregik i slowmotion
Jeg så folk lægge sig på maven med fingrene flettet bag hovedet. Jeg så to kunder ved skranken sætte sig fortvivlet ned med hænderne strakt lige op i vejret, som overgav de sig i en westernfilm.

 

Jeg kiggede ned på gulvet. Det var ikke til at se linoleumsfarven for det lag af sjap, der som en grød dækkede gulvet. Jeg fik øje på en lille plet fra cykelturen på mit koksgrå jakkesæt og børstede den af. “Det der, det gør jeg ikke!” svor jeg, mens jeg iagttog en kunde lægge sig på maven, så det gav et lille plask.

 

Alle lå ned på gulvet
Jeg var nu den eneste kunde, der stod op. Den ene røver fik øje på mig og hev en stor sort pistol op af sin Prima-plasticpose. I strakt arm pegede han pistolen mod mig og nærmede sig hurtigt. Fem centimeter fra mit ansigt stoppede han og råbte: “NED PÅ G-U-L-V-E-T!!!”

 

Tiden frøs
Hans hånd skælvede og fik pistolløbet til at ryste. Knoerne var hvide og pupillerne store som tekopper. Alt omkring os blev sort. Kulsort. Jeg så kun ham, mig og pistolløbet. Jeg mærkede min krop, min puls, mine svedige hænder, mit åndedræt. Vi var parate. Han var parat til at dræbe, og jeg var parat. Parat til at leve.

 

På en sky af adrenalin
“N-E-D!!!” råbte røveren og gav mig en sidste chance. Endelig trængte budskabet igennem til mine knæ, der begyndte at bøje. Jeg satte mig på hug og så slet ikke de to røvere forsvinde om bag skranken. For jeg var høj. Høj på en sky af adrenalin. Hverken glad, sur, positiv eller negativ. Jeg var bare her!

 

Nye sanser
Røverne strøg ud af bagdøren, politiet kom kun ganske få minutter senere, og kort tid efter stod jeg atter ude på gaden og knugede mine bøger ind til mig. Duftede, smagte, hørte og følte det, som om jeg havde fået nye sanser. Oplevelsen på posthuset havde lært mig noget meget vigtigt:
  • Hvis du vil forstå værdien af et årti, så spørg røveren, der har afsonet sin dom
  • Hvis du vil forstå værdien af en måned, så spørg røveren, når pengene er brugt
  • Vil du forstå værdien af en time, så spørg røveren på flugt
  • Vil du forstå værdien af et minut, så spørg politiet, der kom for sent
  • Vil du forstå værdien af et sekund – spørg kunden, der blev gun-pointet
De unikke øjeblikke
Når den dag kommer, hvor vi står ved vejs ende og skal se tilbage på et langt liv, tror jeg ikke, at vi vil kunne huske det hele. Jeg tror kun, at vi vil kunne huske de unikke øjeblikke. Øjeblikke, som vi kan håbe på, dukker op i ny og næ, eller som vi selv kan være med til at skabe. Ikke ved at blive stående som den sidste af kunderne, men ved at åbne øjnene og tage hvert et sekund med.

 

For hvis ikke du oplever noget på en cykeltur fra Østerport til Kongens Nytorv, er det lige meget, hvorhen i verden du rejser, for så har du endnu ikke lært at åbne øjnene for livets unikke øjeblikke.

 

/Martin
– Gudskelov det snart er mandag!

 

, ,


RELATEREDE EMNER

Når vi ikke trives, passer vi ikke på hinanden

Jeg arbejder med trivsel, fordi det er udgangspunktet for det gode liv...

Fortryder man hårdt arbejde?

En interviewundersøgelse om fortrydelse blandt døende kræftpatienter viser...