Link produktivitet med velgørenhed og dit team vil øge produktiviteten til over det dobbelte og ligge i den eftertragtede kategori: High performance.
Uanset om dit team er beskæftiget i den private eller offentlige sektor, er udfordringen den samme: Hvilken gulerod gør, at teamet giver alt, hvad de har i sig? Svaret er strategisk velgørenhed.
Undersøgelsen
I 2008 blev der i det anerkendte amerikanske videnskabelige tidsskrift Journal of Applied Psychology offentliggjort en undersøgelse, som omhandlede medarbejdere i et call center. Medarbejderne havde fået til opgave, at indsamle penge til en amerikansk velgørenhedsorganisation, som hjælper trængende studerende med at finansiere deres studie. Call center-medarbejdere blev opdelt i 3 grupper.
1. Personlig ambition: Den ene gruppe fik fortalt, at organisationens ansatte arbejdede med velgørenhed, fordi det gav dem løn, viden og personlig udvikling.
2. Et større formål: Den anden gruppe i call centeret blev fortalt om den positive effekt organisationens arbejde havde i de studerendes liv.
3. Kontrolgruppen: Den tredje gruppe i call centeret blev blot stillet opgaven.
Resultatet
For den første og den tredje gruppe var resultatet stort set det samme. De indsamlede i gennemsnit $1.288 om ugen til organisationen. Den anden gruppe indtjente $3.130 og adskilte sig dermed markant med en over dobbelt så høj indtjening.
Velgørenhed gav 243% bedre resultat end kontrolgruppen.
Det er altså ikke personlig udvikling, god løn eller ingen frygt for nedskæringer, der gør udfaldet, men hvorvidt vi i dagligdagen kan se, at vores arbejde bidrager til noget, der er større og mere permanent end os selv.
Derfor giver det mening
I dag bruger mange rigtig meget energi på at bekymre sig over krisen. Den manglende jobsikkerhed gør os mentalt trætte, og det sænker tempoet over tid.
Når velgørenhed strategisk knyttes til teamets KPI’er (Key Performance Indicators), virker det som en langvarig saltvandsindsprøjtning, som vi kender fra high performance teams. High performance teams er ikke frømænd og jægersoldater, men ganske almindelige medarbejdere, der er dobbelt så produktive som andre teams.
/Martin
Gudskelov det snart er mandag!