Hvordan kan en lille jernlænke holde en 5 ton tung elefant fikseret? Fordi den som lille ikke kunne og holdt til sidst op med at prøve. Den lærte med andre ord sig selv, at den ikke kunne. Det kaldes tillært hjælpeløshed. På samme måde lærer vi nogle gange os selv, at vi ikke kan, fordi vi en gang ikke kunne. Men det er ikke nødvendigvis ensbetydende, for tiden har kun gjort os klogere, mere erfarne og bedre udrustet til at lykkes.
I 1965 gjorde den amerikanske psykolog Martin Seligman nogle bemærkelsesværdige opdagelser ved forsøg med hunde. Ved at gentage en bestemt lyd i forbindelse med et elektrisk chok fik han hundene til at associere lyden med chokket. Til sidst blev de forskrækkede, blot de hørte lyden.
I begyndelsen spillede man lyden for dem, mens de var i snor. Efter et stykke tid tog man snoren af dem, og det eneste de skulle gøre for at slippe for lyden, var at bevæge sig væk. I stedet lagde de sig ned og pep.
De udviklede, hvad der i dag er blevet et alment anerkendt psykologisk begreb, “Learned helplessness” – frit oversat: “Tillært hjælpeløshed”.
Denne form for hjælpeløshed ses hos mennesker, der har oplevet en gentagen fiasko og ser problemet som personligt, altomfattende og permanent. Det vil sige:
De ser sig selv som problemet (personligt)
De ser problemet påvirke alt (altomfattende)
De ser problemet som uløseligt (permanent)
Tillært hjælpeløshed forklarer, hvorfor nogle virker apatiske og gør sig fuldt afhængige af andres hjælp, fordi de mener, at omstændighederne gør deres egne valg i livet ubetydelige. I nogle tilfælde kan det endda udløse depression, fordi vi lader stå til i stedet for at skride til handling.
Sandheden er, at problemer kun er personlige, altomfattende og permanente, fordi vi lader dem være det. Uanset hvor fastlåst en situation måtte synes at være, har vi altid muligheden for at vælge til og fra.
God fornøjelse!
/Martin
