
Nogle gange forfører vi os selv med tanken om “En dag, når …”. Når vi får huset, karrieren, flere børn … eller færre børn. Sandheden er, at du aldrig vil blive tilfreds og opleve følelsen af indre ro, før du ved, hvorfor du jagter projekterne i dit liv.
En dag ringede en af mine venner til mig og fortalte om en helt særlig søndagstur, han havde haft med sin lille søn. Min ven arbejder meget, og for at prøve noget nyt havde de besluttet sig for at køre en tur ud i det blå.
Desværre kan min ven være temmelig distræt, så da de var kommet et godt stykke uden for København, løb de tør for benzin. Heldigvis kunne de lige trille ind på en lille rasteplads ved landevejen under bøgetræerne og vente på Falck. Og her sad de så, snakkede og grinte, mens regnen trommede på taget. “Det var magisk!” fortalte min kammerat.
Et par dage senere ringede han så igen for at fortælle om en morgen, de havde haft, hvor de var kommet for sent op. Alle havde travlt, og stemningen var stresset, lige indtil hans lille dreng trak ham i ærmet: “Far, skal vi ikke sætte os ud i bilen?”
Jeg kunne høre, at det havde rørt ham meget. For som voksne ved vi jo godt, at det intet har med bilen at gøre. Men tænk på, hvor mange gange vi som voksne forfører os selv med tanken om, at når vi når dértil – så kommer den gode følelse. Det kan være karrieren, lønstigningen, børnene, huset eller de mange andre projekter, vi har i vores liv.
Ofte er de mål, vi sætter os i livet, metaforer for den følelse, vi jagter. Metaforer, som vi kan jage så intenst, at det paradoksalt sker på bekostning af følelsen.
Manden, der jagter drømmejobbet, gør det måske, fordi det er hans metafor for følelsen af at være respekteret og anerkendt. Men hvis han opnår det ved at træde på andre og misbruge andres tillid, vil han aldrig opnå den respekt og anerkendelse, selvom jobbet ender med at blive hans. Han vil have opnået det, der er hans metafor for følelsen af at være respekteret, men vil aldrig opleve følelsen af succes og vil føle sig som en fiasko.
Arbejder du uden følelsen af succes? Se, om dine værdier stemmer overens med dine handlinger. Hvis ikke, vil du kunne søsætte alverdens projekter og knokle for at få dem færdiggjort, uden at du nogensinde vil opleve følelsen af succes.
Omvendt vil du opleve, at når de gør, brænder du for dit arbejde. Andre mennesker vil forsøge at hjælpe dig mod dit mål og komme med ideer til, hvad du ellers kan gøre, fordi de beundrer, at du virkelig forfølger det, du elsker. De vil spørge oprigtigt interesseret til, hvordan det går, og være interesserede i at høre, hvordan de kan opnå den samme grad af lidenskab som dig.
Næste nyhedsbrev handler om, hvordan du afstemmer dine værdier.
/Martin
– Gudskelov det snart er mandag