Tag Archives | vedholdenhed

Inspiration

Det magiske vendepunkt

Det magiske vendepunkt

Når du ikke dine mål hurtigt nok? Så har du det som langt de fleste, og så er din største udfordring, at du skal holde fast i dit fokus. Bliver du ved, når du til det magiske vendepunkt, hvor tingene begynder at rulle af sig selv.

 

Al udvikling er ligesom at skubbe en bil. I starten kræver det 4 mands kræfter at få bilen til at flytte sig, men når først den er i omdrejninger, kan én mands arbejde accelerere den tonstunge bil.

 

I starten bruger du 100 % af energien på at skubbe og 0 % af energien på at styre. Når bilen er i omdrejninger og suser derudad, er det lige omvendt. Det er oftest det, mange ser som målet: At vi kan nøjes med at styre og ikke skal skubbe.

 

Dit magiske vendepunkt er den dag, hvor du kan bruge mere energi på at styre end på at skubbe – og følelsen er fantastisk. Følelsen af, at dine projekter tager fart, er det hele værd.

 

Føler du, at det går for langsomt, er det ikke, fordi du gør noget forkert, men fordi du ikke har skubbet længe nok. Mange tror, at de kan få bilen i omdrejninger med ét hurtigt skub. Sandheden er, at det kræver et langt sejt træk.

 

Det kræver, at du hæver barren, hvilket den usædvanlige bager, jeg engang mødte, er et fantastisk eksempel på.

 

For nogle år siden talte jeg om det med Steen Skallebæk, som har grundlagt Danmarks største bageri.

 

Efter at Steen Skallebæk fik sit svendebrev fra Kvickly i Vojens, startede han i et lille, lokalt bageri i Haderslev. Snart overtog han forretningen og fik dagligt en 10 meter lang kø af kunder. Så byggede Steen Danmarks største bageri med 25 kasser og 2 drive-in-luger.

 

I dag sælger Steen 20.000 stykker morgenbrød på en lørdag. Det gør ikke noget, at der kun bor 25.000 mennesker i Haderslev og omegn, for kunderne kører gerne 50 km for at kunne spise Steens brød.

 

Da jeg mødte Steen, spurgte jeg ham om, hvad det var, han gjorde, og Steen svarede: “Hver dag siden jeg startede som lærling, har jeg stillet mig selv det samme spørgsmål: Kan vi ikke gøre det lidt bedre i dag?” I stedet for at sætte urealistiske mål, så gør ligesom Steen. Hæv barren en lille smule – og gør det hver dag!

 

Alt for mange mennesker overvurderer, hvad de kan nå på et år
– og undervurderer, hvad de kan nå på et årti.

 

Gør med dine mål, som du ville gøre i dit parforhold. Her dukker du jo ikke op med blomster hvert halve år og forventer, at lidenskaben blomstrer.

 

Skal dine mål være levende og give dig energi, skal de passes og plejes, ligesom alt andet du gerne vil holde i live. Dør målet, er det, fordi du ikke har givet det nok opmærksomhed.

 

Du når dit mål ved at hæve barren lidt ad gangen og ved at gøre det hver dag.

 

/Martin
– Gudskelov det snart er mandag!

 

0