Som led i en længere certificeringsproces som Coach skulle jeg på et 3-dages kursus til Providence, der ligger en times flyvetur nord for New York. Kurset havde den restriktion, at man ikke måtte komme mere end en time for sent – og de var ikke til at forhandle med!
Jeg havde to mellemlandinger i henholdsvis Heathrow og Newark og havde planlagt rejsen, så jeg ville ankomme dagen før – i god tid. Jeg skulle snart blive klogere. For noget slår gnister, når jeg bare tænker på at nærme mig det forjættede land. Der foregår et eller andet mellem mig og Manhattan.
Flyet fra København ankommer planmæssigt til Heathrow lufthavn onsdag aften. Jeg skal skifte til British Airways, som giver mig 10 pund til at købe mad for, da Gate Gourmet, som står for catering ombord, strejker. 10 pund rækker ikke langt i en lufthavn, men fint nok. Kort tid efter sidder jeg i flyet, klar til afgang, men så lyder det over højtaleren: “This is your captain speaking…”. Losen, der skal bugsere flyet væk fra gaten, er endnu ikke ankommet.
This is your captain speaking…
Kaptajnen forventer 15 minutters forsinkelse og undskylder, men efter et kvarter er han der igen: “This is your captain speaking…”. Losen er stadig ikke ankommet, men nu skulle det højst vare endnu et kvarter. Kaptajnen undskylder igen.
Kaptajnen forventer 15 minutters forsinkelse og undskylder, men efter et kvarter er han der igen: “This is your captain speaking…”. Losen er stadig ikke ankommet, men nu skulle det højst vare endnu et kvarter. Kaptajnen undskylder igen.
Et kvarter senere: “This is your captain speaking…” Nu viser det sig, at alt ‘ground’-personale, inklusiv losen, er gået i sympatistrejke med Gate Gourmet. Man mener dog ikke, at den vil vare særlig lang tid, da strejken er uanmeldt og dermed ulovlig. Folk rejser sig, jakker tages af, mens andre går ombord i chips og slikposer til in-flight filmen.
Associationer til Titanic
Det ene kvarter tager det andet, og nu snegler timerne sig langsomt, men sikkert af sted. En dame fra Business Class kommer ned til pøblen, og giver et nummer på sin cello, hvilket får en englænder til at udbryde: “This is just like Titanic!” Efter et par minutters surrealistisk klassisk koncert, bliver alt ved det gamle igen. Børn går i sukkerchok og forvandles til monstre, mens stewardesser beroliger med kildevand og flere film. Alle er presset.
Det ene kvarter tager det andet, og nu snegler timerne sig langsomt, men sikkert af sted. En dame fra Business Class kommer ned til pøblen, og giver et nummer på sin cello, hvilket får en englænder til at udbryde: “This is just like Titanic!” Efter et par minutters surrealistisk klassisk koncert, bliver alt ved det gamle igen. Børn går i sukkerchok og forvandles til monstre, mens stewardesser beroliger med kildevand og flere film. Alle er presset.
Nu går den vilde hoteljagt!
Otte timer senere. Der er nu gået så lang tid, at kabinepersonalet ikke kan overholde deres hviletidsbestemmelser. Alle lukkes ud af stålfuglens varme mave til de 3.000 andre passagerer i afgangshallen, der desperat leder efter overnatning. Det er midnat og strejken har fuldstændig taget British Airways på sengen. Ingen ved noget om noget, så nu går den vilde hoteljagt!
Otte timer senere. Der er nu gået så lang tid, at kabinepersonalet ikke kan overholde deres hviletidsbestemmelser. Alle lukkes ud af stålfuglens varme mave til de 3.000 andre passagerer i afgangshallen, der desperat leder efter overnatning. Det er midnat og strejken har fuldstændig taget British Airways på sengen. Ingen ved noget om noget, så nu går den vilde hoteljagt!
Først ud af flyet
Næste morgen er jeg gudskelov med det første fly mod Kennedy lufthavnen. Jeg har dog svært ved at nyde turen, for, når vi lander, har jeg præcis to timer til at nå mit næste fly fra Newark. “Umuligt!” ler kabinepersonalet af mig, men indvilliger i at lukke mig ud af flyet som den første. Jeg suser igennem paskontrollen på mirakuløse 10 minutter og springer på en lufthavnsbus, der kører direkte til Newark.
Næste morgen er jeg gudskelov med det første fly mod Kennedy lufthavnen. Jeg har dog svært ved at nyde turen, for, når vi lander, har jeg præcis to timer til at nå mit næste fly fra Newark. “Umuligt!” ler kabinepersonalet af mig, men indvilliger i at lukke mig ud af flyet som den første. Jeg suser igennem paskontrollen på mirakuløse 10 minutter og springer på en lufthavnsbus, der kører direkte til Newark.
For tæt på Manhattans skyline
Manhattans flotte skyline toner frem. Jeg har set den før, da jeg for to år siden skulle til konference i Chicago. Men hov! Nu kommer den meget tæt på. Så tæt på, at jeg spørger min kinesiske sidemand: “Undskyld! Denne bus kører vel ikke ind til Manhattan?” “Yes, yes!” råber kineseren begejstret og tager endnu et par billeder, lige inden vi kører ind i tunnelen, der forbinder øen til fastlandet.
Manhattans flotte skyline toner frem. Jeg har set den før, da jeg for to år siden skulle til konference i Chicago. Men hov! Nu kommer den meget tæt på. Så tæt på, at jeg spørger min kinesiske sidemand: “Undskyld! Denne bus kører vel ikke ind til Manhattan?” “Yes, yes!” råber kineseren begejstret og tager endnu et par billeder, lige inden vi kører ind i tunnelen, der forbinder øen til fastlandet.
Imellem bilstøj og larmende vejarbejde har buschaufføren tilsyneladende hørt Newark som New York, hvorefter han har troet, at jeg mente Manhattan.
Min kinesiske ven
Hvad jeg tænker, da jeg stiger ud af bussen og hører kineseren sige: “Have a nice stay!”, er upassende at komme ind på her! Fredagstrafikken står fuldstændig stille, og mit sidste håb slipper op, da jeg endelig når frem til Newark, og ser de lange køer ved check-in skrankerne.
Hvad jeg tænker, da jeg stiger ud af bussen og hører kineseren sige: “Have a nice stay!”, er upassende at komme ind på her! Fredagstrafikken står fuldstændig stille, og mit sidste håb slipper op, da jeg endelig når frem til Newark, og ser de lange køer ved check-in skrankerne.
Jeg er klar til at tage hjem
Jeg når IKKE mit fly til Providence og beslutter mig for at tage hjem. Jeg går over til SAS’s billetkontor og bliver booket om. Efter 39 timers adrenalin-ræs, hvoraf jeg næsten har ligget udstrakt i 4 timer, er jeg lige præcis klar til at tage hjem. Direkte. Uden mellemlandinger. Ingen dikkedarer. Bare hjem!
Jeg når IKKE mit fly til Providence og beslutter mig for at tage hjem. Jeg går over til SAS’s billetkontor og bliver booket om. Efter 39 timers adrenalin-ræs, hvoraf jeg næsten har ligget udstrakt i 4 timer, er jeg lige præcis klar til at tage hjem. Direkte. Uden mellemlandinger. Ingen dikkedarer. Bare hjem!
Dejà-vu?
Det pudsige er, at manden hos SAS, der foretager min ombookning, er den samme, som for to år siden foretog en lignende ombookning for mig. Det var efter konferencen i Chicago, hvor jeg havde planlagt en uges ferie på Manhattan. Desværre var ham jeg skulle bo hos, ikke hjemme, da jeg ringede fra lufthavnen. Min mobiltelefon var løbet tør for strøm og mit Visa-kort havde nået en eller anden begrænsning for køb i udlandet. For meget aircondition havde gjort mig syg og mine sidste dollars var ved at slippe op.
Det pudsige er, at manden hos SAS, der foretager min ombookning, er den samme, som for to år siden foretog en lignende ombookning for mig. Det var efter konferencen i Chicago, hvor jeg havde planlagt en uges ferie på Manhattan. Desværre var ham jeg skulle bo hos, ikke hjemme, da jeg ringede fra lufthavnen. Min mobiltelefon var løbet tør for strøm og mit Visa-kort havde nået en eller anden begrænsning for køb i udlandet. For meget aircondition havde gjort mig syg og mine sidste dollars var ved at slippe op.
SAS-manden kunne ikke huske mig – men jeg kunne huske ham.
Det skal fan’me være løgn!
Jeg kan ikke lade være med at tænke over, hvad der er med mig og Manhattan? Noget slår gnister, når jeg nærmer mig det forjættede land, men næste gang skal intet stoppe mig. Næste gang tager jeg flyet non-stop, med super helbred, lommerne fulde af kontanter og masser af kontakter.
Jeg kan ikke lade være med at tænke over, hvad der er med mig og Manhattan? Noget slår gnister, når jeg nærmer mig det forjættede land, men næste gang skal intet stoppe mig. Næste gang tager jeg flyet non-stop, med super helbred, lommerne fulde af kontanter og masser af kontakter.
Næste gang TA’R jeg Manhattan!
/Martin
– Gudskelov det snart er mandag!
– Gudskelov det snart er mandag!
