Jeg vil gerne sige tusind tak for dit foredrag om arbejdsglæde, samarbejde og motivation på vores kundedag i Herning i sidste uge. Vores evaluering af arrangementet viser, at dit foredrag blev absolut topscorer med 4,8 ud af 5 point – bestemt ikke dårligt på en regnvåd efterårstirsdag i Vestjylland. End ikke frokosten kom i nærheden.
Dit foredrag var – som jeg havde en forventning om – på samme tid engageret, engagerende, vedkommende og ikke mindst virkelig sjovt, samtidig med at budskabet gik rent ind.
En af vores kunder spurgte med strålende øjne og et smil, der rakte fra øre til øre: “Hvor har I fundet ham henne?”
Lise benyttede sig resten af dagen af enhver lejlighed til at strække armene i vejret og lade sig hylde – hvilket vi selvfølgelig gjorde med glæde. Det affødte lidt løftede øjenbryn og overraskede udtryk rundt omkring på skolen – det bruger man vist ikke ret meget på sådan en regnvåd efterårstirsdag i Vestjylland…
Endnu engang mange tak for et spændende foredrag, der bestemt var med til at gøre denne dag til noget særligt.
Lars Mosberg, Adm. Direktør
Trio Danmark A/S